Forretningsbetingelser

Opgavens art og omfang

Når vi modtager en sag, sender vi som hovedregel klienten et anerkendelsesbrev med en kort beskrivelse af opgaven, som vi ser den.

Vi yder rådgivning i overensstemmelse med de advokatetiske regler.

Honorar

Kvalitet koster penge, og vi bestræber os på at sikre et rimeligt forhold mellem den værdi, vores rådgivning medvirker til at skabe, og de samlede udgifter til vores bistand.

Vi tilbyder ikke rådgivning baseret på faste priser og har derfor ikke tilgængelig prisskiltning i henhold til markedsføringsloven. Vi deltager ikke i organiserede rabatordninger.

Med udgangspunkt i den enkelte opgaves omfang og karakter fastsætter vi honoraret på baggrund af sagens økonomiske og principielle betydning for klienten, det ansvar, der er forbundet med sagen, sagens kompleksitet, det anvendte tidsforbrug, graden af specialistviden og det opnåede resultat. Vi henleder særligt opmærksomheden på, at vores honorar i retssager som regel vil overstige de sagsomkostninger, retten tilkender ved en vundet sag.

Fakturering

Vi fakturerer for vores bistand, når sagen er afsluttet. I sager, der strækker sig over længere tid, fakturerer vi løbende et ácontohonorar for den bistand, vi har ydet.

Betalingsbetingelserne er løbende måned fra fakturadato. Ved forsinket betaling beregnes renter på p.t. 1½% pr. påbegyndt måned. Honoraret tillægges moms efter gældende regler.

Forudbetaling

Vi kræver som udgangspunkt forudbetaling af udlæg og omkostninger og undertiden forudbetaling af honorar. Sådanne beløb indsættes på klientkonto og behandles som klientmidler.

Klientmidler

Alle klientmidler, der betros os, forvaltes efter Advokatsamfundets regler og bliver indsat på klientkonti. Tilskrevne renter tilfalder klienten i overensstemmelse med Advokatsamfundets regler.

Fortrolighed og insiderregler

Alle oplysninger meddelt af klienter eller modtaget om klienter eller andre i forbindelse med arbejdet for klienter behandles fortroligt. Alle hos Advokatfirmaet Gangsted-Rasmussen er pålagt tavshedspligt.

Ansvar

Vi er ansvarlige for vores bistand over for klienterne i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler.

Vi har ikke ansvar for indirekte tab eller driftstab, herunder tab af data, mistet fortjeneste, goodwill, image m.v.

Forsikring

Advokatfirmaet Gangsted-Rasmussen er ansvarsforsikret i et anerkendt forsikringsselskab.

Arkivering

Som hovedregel opbevarer vi alle sagsakter på arkiv i ti år, regnet fra sagens afslutning. Originale dokumenter tilbageleveres senest i forbindelse med sagens afslutning.

Klager

Hvis der skulle opstå en situation, hvor rådgivningen ikke lever op til klientens forventning, beder vi om, at der rettes henvendelse til den sagsansvarlige advokat med henblik på at drøfte en hensigtsmæssig løsning med klienten.

Afslutning af vores rådgivning

Vi gennemfører den opgave, der betros os, indtil sagen må anses for afsluttet, med mindre klienten forinden tilbagekalder instruktionen, betalingsfristen i en faktura er overskredet i betydelig grad, insolvens hos klienten, eller hvis klientens interesse skønnes bedst tjent med, at rådgivningen ikke fortsættes.

Lovvalg og værneting

Vores ydelser er underlagt dansk ret, og eventuelle tvister kan alene indbringes for danske domstole.